Spring til indhold
Forside

Nyhed

Per Østergaard er årets SAMF-underviser på SSH-fakultetet

Lagt online: 09.01.2023

Med prisen anerkendes han blandt andet for sit engagement i undervisningen og sine menneskelige kvaliteter som at være anerkendende, omsorgsfuld og ”helt utrolig rar”.

Tekst og foto: Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder

Per Østergaard underviser på Socialrådgiveruddannelsen, og det er ikke en overdrivelse at sige, at han har stor erfaring med at undervise. For det var allerede som ung befalingsmand i forsvaret, at han fik smag for det. Nu, 50 år senere, kan den 75-årige studielektor, så skrive Årets SAMF-Underviser på SSH-fakultet på sit CV.

- Det er en anerkendelse, som betyder rigtig meget for mig, siger Per Østergaard.

Siden 2013 har de socialrådgiverstuderende på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde haft gavn og glæde af Per Østergaards formidlingsevner inden for det psykologiske fagområde, studieteknik og eksamenspsykologi. Først som ekstern lektor, siden som studielektor på fuld tid.

- Min undervisning er menneskeorienteret. Det er vigtigt at beherske og kunne bruge it-værktøjer og andre teknikker, men det allervigtigste for mig er kommunikationen med de studerende, siger Per Østergaard.

Har undervist flere end 10.000 studerende og erhvervsfolk

Per Østergaard, som er uddannet cand.psych., har undervist mange forskellige mennesker og har færdedes i mange miljøer gennem årene. Blandt andet har han undervist HF-studerende, psykologistuderende, erhvervsøkonomer og som selvstændig erhvervspsykolog afholdt kurser for virksomheder og erhvervsfolk.

Sammenlagt er det mere end 10.000 personer, der har haft glæde af Per Østergaards undervisningsevner.

- Jeg lægger vægt på, at vi har det hyggeligt, og at der er et læringsmiljø, og at f.eks. eksamenssituationer foregår i et godt klima, hvor eksaminanderne lærer noget og får styrket deres selvtillid. Det skal ikke være en afhøring, og de må ikke gå fra eksamenslokalet og have oplevet det som et stort nederlag, understreger Per Østergaard, der blandt andet har haft den glæde, at en studerende, han gav karakteren 02, takkede ham for en god eksamensoplevelse.

At få det enkelte menneske til at opleve sig som en vinder er mit stærkeste incitament.

Studielektor Per Østergaard, Årets SAMF-underviser på SSH-fakultetet

Per Østergaard er udvalgt blandt kandidaterne til årets underviser fra de forskellige uddannelser på fakultetet. I indstillingen fra Studienævnet for Socialrådgiveruddannelsen skriver de studerende blandt andet om ham:

Til stede for de studerendes skyld

”Første gang Per Østergaard indtog auditoriet i den første uge af Socialrådgiveruddannelsen, kunne vi studerende fornemme en helt særlig ro lægge sig i lokalet. Han smilede, kiggede rundt på os og tog øjenkontakt. Med sin behagelige stemme spurgte han os, hvordan vi havde det. Vi fornemmede hurtigt, at Per i dén grad er til stede for de studerendes skyld. Han gør sig umage for at lære sine studerende at kende og opfanger forskellige behov i undervisningen, hos grupper i sin vejledning men også hos enkelte studerende – og så hjælper han eller henviser til anden hjælp. Han lader aldrig en studerende stå usikker tilbage uden at have gjort en indsats.”

Ser vigtigheden i at samarbejde med studerende

”Per er 75 år. Han kunne nyde sin pensionisttilværelse, men han har valgt at prioritere sig selv og sin tid med socialrådgiverstuderende på AAU. Per anvender mange interessetimer i sit arbejde. Han deltager i Studiepraktikdagene, sidder som VIP i Studienævnet på Socialrådgiveruddannelsen, og senest har han sammen med undertegnede gjort en indsats for at rekruttere studerende ifm. med valg til Studienævnet. Det har han prioriteret, da han ser vigtigheden i at samarbejde med studerende. Han har ofte udtalt, ”Jeg er her for de studerendes skyld”. ”

Undervisningens formål og mål er gennemskuelig

”Det opleves hos os studerende, at Per altid har gjort sig overvejelser om og forberedt undervisningen didaktisk således, at undervisningens formål og mål er gennemskuelig med det indhold, der undervises i på baggrund af pensumlitteratur. I sin undervisning tydeliggør Per, og han er tro mod AAU’s særlige fokus ift., at der er et stærkt sammenspil mellem forskningsbaseret viden, praksisviden og udvikling af professionsviden i relation til socialrådgiverens profession.”

Anerkendende, omsorgsfuld, nysgerrig

”Per er en engageret underviser, der med sine menneskelige kvaliteter som bl.a., at være anerkendende, omsorgsfuld, nysgerrig og helt utrolig rar og er afholdt af mange.”

For Per Østergaard selv er to ting helt afgørende.

- At få det enkelte menneske til at opleve sig som en vinder er mit stærkeste incitament. Jeg kan godt lide at mærke, at folk vokser, og at det, de troede ikke kunne lade sig gøre, lykkes de med alligevel, siger han.

Og for hans eget vedkommende lægger han vægt på kontinuerligt at være åben for og efterspørge feedback fra de studerende og lære af den.

 - Så jeg hele tiden justerer mit selvbillede og styrker min kommunikation med dem, siger Per Østergaard.

Alder ingen hindring

Den officielle pensionsalder er overskredet med adskillige år, men Per Østergaard slipper ikke sine studerende foreløbig.

- I min alder kan nogle godt lide at gå og passe roserne i deres have. Jeg kan lide at undervise og blive beriget af samværet med mine kolleger. Hvis jeg ikke længere mentalt magter opgaven, er jeg sikker på, at de nok skal lade mig det vide, og som jeg har det lige nu, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skal kunne fortsætte i adskillige år endnu, siger Per Østergaard.

Nu er det så op til Det Strategiske Uddannelsesråd, om han også bliver Årets Underviser på hele AAU. Det afgøres 26. januar. Inden da fører Per Østergaard sine studerende gennem månedens eksamener – og så skal han holde tale ved dimissionen den 27. januar for de kommende socialrådgivere.

Fakta om Per Østergaard

  • Uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet 1978
  • Arbejdet i 30 år som selvstændig innovativ erhvervspsykolog
  • Lancerede betegnelserne erhvervspsykologi og outdoor-ledertræning i 1981
  • Udvikler eller medudvikler af erhvervspsykologiske tests og rekrutteringssystemer 1981-2023
  • Underviser i psykologi på VIA, AU, AU-HIH, Foreningen af Danske Civiløkonomer siden 1973
    Censor på de erhvervsøkonomiske uddannelser 2013-2021
  • Underviser i psykologi og vejleder ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde siden 2013
  • Forfatter og medforfatter af primært erhvervspsykologisk faglitteratur 1982-2022

De øvrige årets undervisere på det Samfundsvidenskabelige område:

  • Teis Brøting (Studienævn for Digitalisering)   
  • Carsten Hjort Lange (Studienævn for Historie)
  • Lise Rolandsen Agustin (Studienævn for Internationale Forhold)
  • Ditte Shamshiri-Petersen (Studienævn for Politik & Administration og Samfundsfag)
  • Michael Hviid Jacobsen (Studienævn for Sociologi)
  • Mathias Herup Nielsen (Studienævn for Socialt Arbejde)
  • Claus Mørbak Højrup (Studienævn for Erhvervsøkonomi)
  • Jimmi Normann Kristiansen (Juridisk Studienævn)
  • Mikael Randrup Byrialsen (Studienævn for Økonomi (cand.oecon.))