Nyhed
Ny ph.d.-stipendiat: Iman Azamigilan
Lagt online: 23.01.2025

Nyhed
Ny ph.d.-stipendiat: Iman Azamigilan
Lagt online: 23.01.2025

Iman Azamigilan
Nyhed
Lagt online: 23.01.2025
Nyhed
Lagt online: 23.01.2025
Jeg er ny ph.d.-stipendiat tilknyttet forskningsprojektet Penal Engineering: Examining Rationalities, Effects, and Consequences of Current Penal Policies in Denmark (PEEREC). Titlen på mit ph.d.-projekt er Crime prevention through risk management – the case of at-risk juveniles, og vejledes af Annette Olesen.
Risikostyring anvendes i stigende grad som en tilgang til håndtering af kriminalitetsproblematikker. Projektet fokuserer særligt på Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) i Danmark, hvor risikostyring spiller en central rolle i håndteringen af ungdomskriminalitet. Formålet med projektet er at undersøge, hvordan frontlinjemedarbejdere, såsom politi og socialrådgivere, balancerer brugen af standardiserede risikovurderingsværktøjer med deres faglige skøn i forbindelse med vurderingen af recidivrisiko i UKN-sager. Eksempelvis anvender politiet standardiserede risikovurderingsværktøjer kombineret med deres faglige viden til at vurdere recidivrisikoen blandt mistænkte eller sigtede unge i sager om anden alvorlig kriminalitet, før disse kan henvises til UKN. Projektet vil undersøge, hvordan disse vurderinger foretages i spændingsfeltet mellem standardiserede screeningsværktøjer og det individuelle faglige skøn. Et centralt fokus for min forskning er desuden at belyse, hvilke faktorer og rationaler der ligger til grund for socialrådgivernes valg af indsatser i deres indstillinger til UKN.
Metodisk anvender jeg et mixed-methods-design, der kombinerer kvalitative interviews, vignet-surveys og deltagerobservationer. Herved tilstræber jeg at belyse, hvordan aktørerne i deres risikovurderinger navigerer mellem institutionelle logikker (f.eks. standardiserede screeningsvejledninger og -værktøjer) og deres faglige autonomi, samt at udforske, hvilke rationaler og logikker der ligger til grund for valget af indsatser i socialrådgivernes indstillinger til UKN. Projektets formål er således at bidrage med et nuanceret indblik i spændingsfeltet mellem risikostyring og socialfaglighed og at kaste lys over, hvordan sådanne styringslogikker påvirker beslutningsprocesserne for både politi og socialrådgivere i UKN-sager.
Jeg er 30 år gammel og bosat i Odense med min kone Karoline og mine to børn, Iliya og Aya. Jeg er uddannet socialrådgiver (2021) og har en kandidatgrad i socialt arbejde fra Aalborg Universitet (2023). Gennem mine studier har jeg udviklet en særlig interesse for og beskæftiget mig med skønsudøvelse i socialt arbejde samt kriminalitetsrelaterede problemstillinger. Kombinationen af disse interesseområder danner ligeledes grundlaget for mit ph.d.-projekt.
Efter afslutningen af kandidatuddannelsen har jeg arbejdet som fuldmægtig i Social- og Boligstyrelsen og senest som konsulent i ledelsessekretariatet under Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune. Mine erfaringer herfra spænder bredt, idet jeg har beskæftiget mig med litteratursøgninger/sorteringer, databehandling og analyse af surveyundersøgelser samt udarbejdelse af analyser relateret til tilbudsstrukturen på det højt specialiserede socialområde. Jeg ser meget frem til at blive en del af forskningsmiljøet på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, herunder at møde alle jer kommende kolleger og ikke mindst at komme i gang med mit ph.d.-projekt.
Kroghstræde 7, lokale 35
9220 Aalborg Øst
Tlf.: 9940 7847
E-mail: imaz@socsci.aau.dk