Projektet er et to-årigt metodeudviklings- og følgeforskningsprojekt på tre tilbud på det specialiserede socialområde. I metodeudviklingsdelen udvikles og omsættes en narrativ terapeutisk tilgang til narrative redskaber, som kan anvendes i pægagogisk praksis i relation til målgrupper med forskellige funktionsnedsættelser. Den socialpædagogiske metode afprøves efterfølgende. Følgeforskningen undersøger hvorvidt og hvordan den narrative metode udvikles og implementeres samt hvorvidt og hvordan den narrative metode skaber forandringer for de medvirkende medarbejdere og unge. Specielt for projektet er etableringen af kollektive refleksionsrum, hvor medarbejderne i løbet af undersøgelsesperioden mødes og deler fortællinger fra situationer i hverdagen, hvor de har anvendt den narrative metode i relation til de unge. Lydoptagelser fra disse rum udgør det empiriske analysegrundlag.

Formål

Projektet er udformet som et metodeudviklings- og følgeforskningsprojekt. Metodeudviklingens formål er at udvikle og afprøve en narrativ metode til socialpædagogisk praksis på det specialiserede socialområde. Følgeforskningens formål er at opnå viden om:

Hvordan kan den narrative tilgang udvikles til en anvendelig metode i socialpædagogisk arbejde i en konkret kontekst over for en målgruppe med komplekse fysiske, psykiske og/eller sociale problemstillinger?
Hvilke forandringer medfører anvendelsen af den narrative tilgang i forhold til beboere og medarbejdere?

Baggrund

Projektdesignet tog afsæt i Region Sjællands udbud om udvikling og implementering af en narrativ socialpædagogisk metode til pædagogisk praksis på tilbud på det specialiserede socialområde. Det var et krav, at metoden skulle baseres på den narrative terapi, sådan som den er formuleret af den australske socialrådgiver og familieterapeut Michael White (White 2006a; 2006b; 2008). Derudover var det et krav, at udviklingsarbejdet skulle foregå i samarbejde med en psykolog uddannet i narrativ terapi. Fra praksisfeltet deltog tre dag- og døgntilbud med tre forskellige målgrupper – hhv. børn og unge med autisme, børn og unge med synshandicap og voksne med autisme, især infantil autisme. Foruden den primære diagnose havde alle individuelt forskellige komplekse vanskeligheder og/eller tillægsdiagnoser. I to tilbud indgik også undervisningstilbud jf. folkeskoleloven. Nogle af de specialiserede tilbud havde arbejdet med elementer af den narrative metode, uden at implementering af metoden var lykkedes. Disse tilbud oplevede et behov for at udvikle metoden til en socialpædagogisk praksis, der – til forskel fra det terapeutiske rum – var domineret af handling og ved, at der ofte var flere mennesker til stede i kortere samtalesekvenser.

Undersøgelsesmetoder

Projektet er tilrettelagt med en praksisforskningstilgang, dvs. et tæt samarbejde mellem forskere og praktikere (Uggerhøj 2014). Det kommer til udtryk i såvel den overordnede organisering af projektet som den lokale organisering af samarbejdet. Derudover ses praksisforskningstilgangen i forskeres og praktikeres skiftende samarbejdsformer og opgaver i projektperioden. Forskerne havde et tæt samarbejde med den narrativt uddannede psykolog om at udvikle et organisatorisk set up for metodeudviklingen, som kunne matche hverdagen på de tre tilbud, mens udformning og gennemførelse af følgeforskning alene har været forskernes opgave og ansvar. Rammerne for et undervisningsforløb i den narrative metode for medarbejderne, et implementeringsforløb samt udvælgelse af begreber fra Whites narrative terapi blev fastlagt i et samarbejde mellem forskere og psykolog/underviser i den narrative metode. Hertil hører litteraturvalg samt oprettelse af et digitalt læringsrum for alle medvirkende i de tre tilbud. Udvikling af de narrative redskaber har alene været praktikernes opgave i dialog mellem den narrative underviser og de deltagende pædagoger på hvert tilbud i undervisningen. Hvert tilbud udvalgte en gruppe pædagoger og unge, som indgik i projektet. Anvendelsen af redskaber har været medarbejdernes opgave, understøttet af møder i kollektive refleksionsrum styret af en lokal udpeget ankerperson. I disse rum udfoldede og delte pædagogerne fortællinger fra situationer, hvor de havde anvendt den narrative metode og reflekterede herover. Følgeforskningen og analysen har været forskernes ansvar. Medarbejdernes fortællinger og refleksioner i de kollektive refleksionsrum muliggjorde forskernes indblik i praksis. Disse forløb blev optaget og tilsendt forskerne som lydfiler. At observere praksis og/eller interviewe de unge var ifølge de specialiserede tilbud udelukket, da det ville være for belastende for de unge pga. deres funktionsnedsættelser. Lydfiler fra medarbejdernes refleksionsrum gav forskerne indblik i situationer, hvor metoden blev anvendt i praksis, og adgang til viden om medarbejdernes forståelser af metoden og videreudviklet.

Projektdeltagere

Inger Bruun Hansen & Anne Breumlund.