
Narrativ pædagogik - med fokus på virkning ved Himmelev Behandlingstilbud. Socialforskning i Region Sjælland
Dette projekt undersøger, om en narrativ socialpædagogisk metode anvendt i indsatsen på et specialiseret tilbud i relation til unge med autisme og psykiske lidelser virker som antaget.

Den anvendte narrative socialpædagogiske metode er udviklet med afsæt i Michael Whites narrative terapi, tilpasset og omsat til narrative redskaber, som er anvendelige i en socialpædagogisk praksis (se Breumlund og Hansen: Narrativ tilgang i socialpædagogisk arbejde. Et metodeudviklings- og følgeforskningsprojekt på socialområdet i Region Sjælland” 2017-19) Evalueringen afprøver den narrative metodes virkning via analyser af medarbejderfortællinger om situationer i praksis, hvor de har anvendt metoden i relation til målgruppen. Forskningstilgangen er inspireret af praksisforskning, hvor der er et tæt samarbejde mellem forskere og praktikere.
Formål
Formålet er at tilvejebringe dokumentation for virkningen af pædagogers anvendelse af en narrativ socialpædagogisk metode i relation til børn/unge med særlige vanskeligheder på det specialiserede tilbud, Himmelev – et behandlingstilbud til børn og unge med autisme i Region Sjælland.
Baggrund
Region Sjællands ønskede en evaluering af virkningen af en specifik narrativ socialpædagogisk metode. Det skal ses på baggrund af resultaterne fra et forudgående metode- og følgeforskningsprojekt: Narrativ tilgang i socialpædagogisk arbejde (2017-2019). Sammen med en narrativt uddannet psykolog udviklede og afprøvede en gruppe medarbejdere - med afsæt i Michael Whites narrative terapi - narrative redskaber til en socialpædagogisk praksis. Forskningsresultaterne vedrørende Himmelev Behandlingstilbud viste, at medarbejderne forandrede syn på egne handlemuligheder og på de unge ved at skabe alternative fortællinger om og med de unge, have fokus på de unges intention samt ved at eksternalisere deres vanskeligheder.
Evalueringsform og undersøgelsesmetoder
Afprøvningen af den narrative metodes virkning er tilrettelagt som en virkningsevaluering. Undersøgelsesgruppen bestod ved projektstart af otte medarbejdere og syv unge i alderen ti til sytten år. Forskningstilgangen kan karakteriseres som praksisforskning med et tæt samarbejde mellem forskere og praktikere. De indebar bl.a., at de involverede medarbejdere udviklede individuelle forandringsteorier for de syv unge, hvis antagelser evalueringen kunne tage afsæt i.
Evalueringsperioden var otte måneder. I løbet af den periode mødtes medarbejdergruppen seks gange i faglige refleksionsrum af to timers varighed, hvor de delte fortællinger fra situationer, hvor de havde anvendt de narrative redskaber i relation til de unge. En ankerperson, psykolog, understøttede udfoldelsen af fortællingerne. Lydfiler fra disse rum blev tilsendt forskerne og udgjorde analysegrundlaget for evalueringen.
Virkningsevalueringen er udgivet i bogform: Anne Breumlund og Inger Bruun Hansen: Narrativ pædagogik – med fokus på virkning ved Himmelev Behandlingstilbud. Socialforskning i Region Sjælland. Aalborg Universitetsforlag 2021.
Projektdeltagere
Inger Bruun Hansen & Anne Breumlund.
FAKTA
- Projektperiode: 1. august 2019 → 1. januar 2021 (projektperiode fremrykket til 1. december 2021 pga. Covid-19)
Finansiering: Region Sjælland: kr. 999.894,00
Kontakt