Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ph.d.-forsvar: Bopæl kan have betydning for mentalt helbred

Lagt online: 13.06.2023

Andreas Lindegaard Jakobsen har undersøgt betydningen af det nære sociale miljø i personers nabolag for deres mentale helbred.

Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Foto: Hjortlund Medier. Fotocollage: Cirkeline Kappel, AAU

Menneskers mentale helbred kan have betydelig indvirkning på alle områder af deres liv, herunder relationer til venner og familie, skole- eller arbejdsliv og den generelle evne til at deltage aktivt i samfundet.

- Vi ved at mentalt helbred, ligesom fysisk helbred, er socialt skævt fordelt, og et dårligt mentalt helbred rammer oftere personer med færre sociale ressourcer såsom lav uddannelse og manglende beskæftigelse. Men vi har haft mindre viden om den socialgeografiske fordeling af mentalt helbred og dermed om mentalt helbred er relateret til særlige områder med bestemte sociale karakteristika, fortæller Andreas Lindegaard Jakobsen om baggrunden for sin ph.d.-afhandling. 

Resultater fra afhandlingen indikerer, at det område, man vokser op i som 3-årig, kan have en langtidsbetydning for stress senere i livet som ung voksen. Dette peger dermed på, at de områder vi bor i, i løbet af livet, ikke kun kan påvirke os på kort sigt, men også være med til at præge og forme vores mentale helbred, selv mange år efter man er fraflyttet disse områder

Andreas Lindegaard Jakobsen, ph.d.-studerende, SocMap

Han har i fire forskningsartikler undersøgt, hvordan det nære sociale miljø i personers nabolag er relateret til deres mentale helbred. Titlen på ph.d.-en er: ‘Neighborhoods and mental health: Socio-spatial inequalities and the role of neighborhood delineations, contextual mechanisms, and time’.

Andreas Lindegaard Jakobsen har anvendt en kombination af store mængder registerdata og spørgeskemadata på befolkningsniveau. Data omfatter blandt andet information om mental sundhed, stress, køb af psykofarmaka samt socioøkonomiske og sociodemografiske karakteristika på individ-, familie- og nabolagsniveau knyttet til geografiske data opdelt i socialt ensartede mikroområder.

Betydning både tidligt og senere i livet

Resultaterne fra afhandlingen viser, at forskellige sociale karakteristika, knyttet til områder såsom tillid mellem beboerne, befolkningstæthed, socioøkonomisk deprivation og social fragmentation, er relateret til forskellige aspekter af mentalt helbred.

- Dette understreger betydningen af det nære sociale miljø i personers nabolag for mentalt helbred. Resultaterne viser dog også, at det har en stor betydning, hvilke typer af områder vi kigger på. Vi risikerer at overse eller undervurdere vigtige socialgeografiske forskelle, hvis vi udelukkende opdeler Danmark i grove forskelle mellem land og by, kommuner og/eller sogne. Derfor peger afhandlingen på, at vi bør se mere differentieret, nuanceret og mikroorienteret på socialgeografiske forskelle og steders betydning for mentalt helbred, siger Andreas Lindegaard Jakobsen.

Andreas Lindegaard Jakobsen har været særligt overrasket over at kunne se, at de omgivelser, man er vokset op i som barn, potentielt kan præge en senere i livet.

- Resultater fra afhandlingen indikerer, at det område, man vokser op i som 3-årig, kan have en langtidsbetydning for stress senere i livet som ung voksen. Dette peger dermed på, at de områder vi bor i, i løbet af livet, ikke kun kan påvirke os på kort sigt, men også være med til at præge og forme vores mentale helbred, selv mange år efter man er fraflyttet disse områder.

Relevant at udvikle indsatser for at forbedre socialt miljø

Mentale helbredsproblemer betragtes som en betydelig global sundhedsudfordring, og i Danmark har man kunnet måle en negativ udvikling i befolkningens mentale helbred i løbet af de seneste år.

- Resultaterne i min afhandling peger på, at det kan være relevant at udvikle og anvende indsatser rettet mod at forbedre det sociale miljø i personers nabolag og lokalområde, for at fremme den mentale folkesundhed og forebygge mentale helbredsproblemer, siger Andreas Lindegaard Jakobsen.

Ph.d.-forsvaret finder sted 29. juni. Det kan overværes fysisk i Kroghsstræde 3, auditorie 1.104 , Aalborg Øst eller online efter tilmelding her, senest 23. juni kl. 12.